
Esbjerg Ensemble blev oprettet i 1967 som det første professionelle kammerensemble i Danmark på initiativ af lokale kræfter og Kulturministeriet.
Esbjerg Ensemble består i dag af 12 musikere fra hele verden, fordelt som blæserkvintet, strygekvintet, klaver og slagtøj. Den unikt fleksible besætning giver et enormt repertoire, spændende fra barokken til i dag, fra soloværker til musik for kammerorkester. Centralt i ensemblets formidling og udvikling af den klassiske kammermusiktradition står den fornemme kammerkoncertsal på Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole, hvor koncerter præsenteres for et stort lokalt publikum, samtidig med at Danmarks Radio sørger for at Esbjerg Ensemble kan høres i det ganske land. Det tætte samarbejde med Konservatoriet har også medført at konservatorieundervisningen på de klassiske instrumenter særlig bliver rettet mod netop kammermusik.
Indspilninger er også en vigtig del af Esbjerg Ensemblets arbejde. Mest fremtrædende er indspilningerne af dansk musik - Carl Nielsen, Bent Sørensen, Karl Aage Rasmussen og Per Nørgård blot for at nævne nogle.
Udover koncerter i Danmark, er Esbjerg Ensemble ofte at finde på internationale scener - bl.a. i USA og Kina, men også Tyskland, Frankrig, det øvrige Skandinavien og Spanien er blevet besøgt en række gange.
Esbjerg Ensemble har altid haft et nært forhold til vor tids komponister. Den årlige workshop hvor unge komponister får mulighed for at arbejde med ensemblet, er en institution i dansk musikliv. Ensemblet er også tilknyttet Statens Kunstfonds Huskomponistordning, oprettet i 2001. Indtil nu har Anders Brødsgaard, Ivar Frounberg og Morten Olsen været huskomponister.